Red velvet cake er en rigtig amerikansk klassiker, og der findes et væld af opskrifter på denne på nettet. Kagen bliver rigtig lækker og saftig og får en flot rød farve af frugtfarven. Afhængig af hvilken slags farve man bruger, skal der dog bruges en del for at få den flotte farve frem. Jeg har lavet red velvet cake som lagkage og som cupcakes, begge gange med cream cheese frosting, som det hører sig til.
Her er opskriften på lagkagebunde, lavet af red velvet cake:
3½ dl sukker
2 æg
3½ dl hvedemel
1 tsk natron
½ tsk salt
1 spsk kakao
1 tsk vanillesukker
1 spsk hvidvinseddike
1 dl rapsolie
2½ dl kærnemælk
rød frugtfarve
Pisk sukker og æg. Bland de tørre ingredienser og tilsæt til dejen sammen med eddike, olie og kærnemælk. Tilsæt farve og pisk til en jævn dej (må ikke overpiskes). Hæld dejen i en smurt springform og bag ca. 45 min i 175 grader.
Når kagen er helt afkølet (kagen kan evt. laves en dag i forvejen) deles den i to eller tre bunde og lægges sammen med cream cheese frosting.
For en sommervariant pyntes med jordbær, eller andre bær. For en vintervariant pyntes med kokos.
Cream cheese frosting:
200 g philadelphiaost
250 g flormelis
75 g stuetempereret smør
lidt vanillesukker og citronsaft eller limesaft.
Piskes sammen. (Man kan teste sig lidt frem med blandingsforholdene, afhængig af, om man ønsker en fastere eller tyndere konsistens. Der kan tilsættes lidt mælk, hvis den ønskes tyndere.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar